Håndbold: Silkeborgs kvinder forstærker sig

Publiceret marts. 31 2015

Ligaholdet i Silkeborg-Voel KFUM til næste sæson er ved at tage form, og klubben har netop indgået en to-årig kontrakt med den 21-årige fløjspiller Mathilde Bjerregaard, der kommer fra SK Aarhus.

“Hun er en høj spiller, der blev omskolet fra bagspiller til venstre fløj via U19-landsholdet, men hun er en spiller, der kan meget, og som har en god fysik”, siger Silkeborg_Voel-træner Jakob Andreasen til mja.dk.

Krisecenter for Mænd ikke reddet

Publiceret marts. 31 2015

Horsens Krisecenter for Mænd håbede til det sidste på, at en uddeling af Satspuljemidler ville sikre fremtiden for stedet.

I dag blev pengene fordelt. Tre projekter, der støtter mænd i krise har fået pengene, og det giver ikke en krone til krisecentret i Horsens.

“Sker der ikke et mirakel, så fortsætter vi med at tage afsked med vores medarbejdere frem til 30. juni, hvor jeg og projektleder Annet Feldt også er opsagt”, siger leder af centret, Grete Holst, til Horsens Folkeblad.

Derefter vil der kun være frivillige til at drive stedet i Rædersgade.

Byggegrunde sælger efter åbent hus

Publiceret marts. 31 2015

Det er seks år siden, at der blev sat 15 byggegrunde til salg på den private udstykning på Nybovej i Ny Nørup.

Det har siden knebet gevaldigt med at få dem afsat. Der er blevet solgt og bygget på to af grundene, men ellers har det været småt med aktiviteten og interessen for området. Det ændrede sig dog i weekenden, da BoligOne-mægler Per Husballe sammen med tidligere ejendomsmægler og nuværende indehaver af rådgivningsfirmaet Boligskøder Helle Jacobsen holdt åbent hus. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Endnu en grund blev reserveret, så man nu i alt er oppe på tre reservationer i 2015.

Håndbold: KIF stadig DM-guld-favoritter

Publiceret marts. 31 2015

KIF Kolding København er stadig klar favorit til at genvinde DM-guldet. Det vurderer i hvert fald Danske Spil.

“Klubbens favoritværdighed til DM-titlen er henover den seneste tid faldet i takt med holdets skuffende resultater. Et exit fra Champions League til Zagreb og dernæst pokalnederlaget til Skjern har gjort, at oddset er steget kraftigt på de forsvarende danmarksmestre. De er stadig favoritter, men Skjern har med pokaltitlen virkelig meldt sig ind i kampen om DM-guldet, og er nu vores klare næstfavoritter”, siger oddsansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.

Skoler får millioner af AP Møller

Publiceret marts. 31 2015

Naturvidenskab er fundamentet i energi- og offshoresektoren, der er afgørende for væksten i både Varde og Esbjerg kommuner.

Derfor er det en stor glæde for de to kommuner, at A.P. Møller Fonden netop har doneret syv millioner kroner til et fælles projekt, som i de næste fire år skal løfte kompetencerne inden for science, teknologi og innovation i folkeskolen.

Konkret vil projektet i løbet af de næste fire år indeholde et kompetenceforløb for skoler i Varde og Esbjerg kommuner, og 41 vejledere bliver uddannet med specialistkompetencer inden for naturfag.

Derudover får 164 naturfagslærere uddannelse og faglig opkvalificering til linjefag, skriver jv.dk.

Tilflyttere bydes velkommen

Publiceret marts. 31 2015

Hedensted Kommune vil skabe opmærksomhed omkring kommunens forretninger og virksomheder hos tilflyttere, og i samme anledning byde tilflytterne velkommen til området.

Derfor lanceres der nu en flyttebrochure, som nye boligejere og -lejere gennem det næste år vil modtage i postkassen kort efter indflytning. Alle, der ejer et sommerhus i kommunen, vil desuden modtage et eksemplar. Flyttebrochuren sendes ud første gang 7. april.

“Der flytter cirka 2.500 personer til Hedensted Kommune om året. Dem vil vi gerne sende en hilsen og byde hjertelig velkommen. Samtidig ønsker vi at vise både tilflyttere og feriegæster, at her er et levende handelsliv i området”, fortæller borgmester Kirsten Terkilsen om initiativet.

Klager over boldbur afvist

Publiceret marts. 31 2015

De seneste års meget omtalte boldbur ved Rådhusparken i Horsens står lovligt.

Naboklagerne over opførelsen af boldburet ved Ove Jensens Alle, er afvist.

Det fremgår af afgørelsen fra Miljø- og Naturklagenævnet, som har behandlet sagen. Det skriver Horsens Folkeblad.

For snart to år siden etablerede Horsens Kommune det orange boldbur i udkanten af Rådhusparken som et af flere forsøg på at skabe mere liv i midtbyen.

Boldburet var et tilbud til unge, der ønskede at spille basketball og hygge sig omkring buret.

Naboerne lige overfor på Ove Jensens Alle følte sig imidlertid voldsomt generet at boldburet, ikke mindst af larmen derfra.

Dødskryds i Skibet får borgere til at slå alarm

Publiceret marts. 31 2015

Borgere i Skibet ved Vejle slår alarm efter ulykken i fredags, hvor en 76-årig mand blev dræbt i krydset Bredstenvej/Jennumvej.

“Det er et modbydeligt kryds. Der er ingen i Skibet, der ikke frygter det kryds”, lyder advarslen fra Skibet Lokalråd og skolens trafikgruppe.

Lokalrådet i Skibet ønsker en positiv dialog med Vejle Kommune, så kommunen kan få Vejdirektoratet overbevist om at regulere krydset. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Hidtil har Vejdirektoratet været afvisende overfor lysreguleringer på Bredstenvej, der har status af motor-trafikvej.

34-årig nægter drab på tidligere fynsk rocker

Publiceret marts. 31 2015

Det var den 41-årige Kenneth Peder Haugstrup, tidligere prøvemedlem i Hells Angels, der tidligt i går morges blev fundet dræbt i en bil i det sydlige Odense.

Det er kommet frem i dag ved Retten i Odense, hvor en 34-årig mand er sigtet for drabet.

Den 34-årige nægter sig skyldig, skriver Ekstra Bladet, der er til stede i retten.

“De kender hinanden”, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi om relationen mellem offer og den mulige gerningsmand.

Han tilbageholder dog foreløbigt politiets teori om motivet.

Tre dømt fortrusler, afpresning og meget mere

Publiceret marts. 31 2015

Tre mænd fra hhv. Nr. Aaby, Ejby og Aabenraa er blevet dømt for bl.a. trusler, afpresning og røveri mod en 19-årig mand fra Nr. Aaby.
20. december sidste år mødte de op hos den 19-årige; de truede med at klippe to af hans fingre af, hvis han ikke straks betalte 15.000 kr. til en navngiven rocker.
Da han ikke havde pengene, blev han kørt ud til et sommerhusområde og befalet til at begå et indbrud. Det lykkedes ikke; i stedet tog de nogle af den 19-åriges film og spil, og gav ham besked om at aflevere sin knallert dagen efter.

En 26-årig mand har fået 1 år og ti måneders fængsel, en 22-årig har fået 15 måneders fængsel. En 19-årig får først senere sin dom.