Fodbold: VB gæster tophold i aften

Publiceret april 30, 2015

Vejle Boldklub spiller i aften ude mod topholdet Viborg FF i fodboldens 1. division.

Mens Viborg er placeret på en klar oprykningsplads er VB nummer 9 – med seks point ned til FC Fredericia under stregen.

Viborg mod Vejle sendes direkte på TV3 Sport1 med start klokken 18.

Mand let forbrændt ved brand i Fredericia

Publiceret april 30, 2015

En mand blev lettere forbrændt, da der kort før klokken 8 i morges udbrød brand i hans lejlighed på Ullerupdalvej i Fredericia.

Manden kunne selv komme ud af lejligheden med mindre brandsår.

“Vi fik slukket ilden hurtigt, men lejligheden er ikke beboelig”, siger indsatsleder fra Fredericia Brandvæsen, Jess Andersen.

Der skete ingen skade på de øvrige lejligheder i bebyggelsen.

Politiet undersøger brand i Løsning

Publiceret april 30, 2015

Politiets efterforskere undersøger i dag den brand, som i nat opstod i et brændeskur ved en villa i Mølleparken i Kragelund.

Kvinden i huset opdagede branden i skuret, som hurtigt greb om sig med halvanden meter høje flammer.

Ilden spredte sig til husets tagkonstruktion, som nu delvist er udbrændt. Beboerne forsøgte selv at bekæmpe ilden med vand og en pulverslukker, men deres indsats var forgæves.

Ingen personer kom noget til, oplyser Sydøstjyllands Politi .

Elever og erhvervsliv stod sammen

Publiceret april 30, 2015

Handelsskolen på Rybners i Esbjerg har holdt Skolemesterskab i Erhvervscase.

Det er fagene afsætning og virksomhedsøkonomi, der danner grundlag for elevernes arbejde med erhvervscases. Årets konkurrence tog afsæt i køkkenvirksomheden HTH, og otte grupper skulle fremlægge deres arbejde for et dommerpanel.

Regionsdirektør Ole Hybel roste samtlige deltagerne i forbindelse med præmieoverrækkelsen:

“Jeg er imponeret over det høje niveau og de innovative forslag, I har udvist dagen igennem. Det lover godt for fremtidens medarbejdere på blandt andet HTH”, sagde han ifølge pressemeddelelsen.

Alle ambulance-stationer nu på plads

Publiceret april 30, 2015

Når Bios og Responce 1. september overtager ambulancekørslen i Region Syddanmark skal ambulancerne rykke ud fra 41 ambulancestationer fordelt over hele regionen.

Nu har Region Syddanmark godkendt placeringen af den sidste af de mange stationer.

De fordeler sig med 13 på Fyn, 13 i Sydvestjylland , ni i Sønderjylland og seks i Trekantområdet.

“Der er selvfølgelig mange forberedelser, når man skal overtage så stor en opgave, og jeg synes at mange af enkeltelementerne efterhånden falder på plads”, siger formanden for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, Thyge Nielsen.

Ens priser på scanninger vedtaget

Publiceret april 30, 2015

Uanset om du er til scanninger på Odense Universitetshospital eller Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, skal der ikke være forskel på, hvad du som vordende forælder skal betale for et ultralydsbillede af dit kommende barn.

Ligeledes skal der heller ikke være forskel på prisen, når en bedemand modtager hjælp af en portør til kisteilægning.

Det har regionsrådet i Region Syddanmark besluttet på sit seneste regionsrådsmøde.

“Det giver simpelthen ikke mening, at vi i en region med 1,2 millioner borgere ikke har enslydende takster for ekstraydelser på sygehusene”, siger sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen.

59-årig asiat dømt for at krænke niece

Publiceret april 30, 2015

En 59-årig asiatisk mand blev i går ved Retten i Odense idømt halvandet års fængsel for i et tilfælde at have forsøgt at voldtage sin teenager-niece, som i en periode boede hos ham.

Han blev derud over dømt for i to andre situationer at have udsat samme niece for seksuelle krænkelser, skriver tv2fyn.dk.

Den 59-årige, der nægtede sig skyldig ankede ved domsafsigelsen dommen til Østre Landsret.

Den nu 23-årige niece blev tilkendt 35.000 kroner i erstatning.

Horsens får Display-festival

Publiceret april 30, 2015

Stoneass Festival, der er en fast del af kulturlivet i Horsens, skifter i år navn til Display.

Det sker med en vision om at rykke initiativet fra at være lokalt forankret til at blive en national begivenhed.

“I takt med årene er vores visioner for festivalen vokset. Derfor er det også på tide, at vi får et navn”, der afspejler denne kombination”, fortæller Danni Skovgaard. Han er formand for musikforeningen Stoneass, der står bag eventen nu kendt som Display Festival.

The Minds of 99, Folkeklubben, Wangel, Thomas Barfod og Sjakket er på plakaten til dette års festival 15. august.

To varmeværker fusionerer

Publiceret april 30, 2015

En fusion af de to varmeværker i Horsens er tæt på virkelighed.

I aftes sagde andelshaverne i begge varmeværker nemlig klart ja til fusionen.

Det skete på to ekstraordinære generalforsamlinger på Hotel Opus i Horsens. Andelshaverne i både Dagnæs-Bækkelund Varmeværk og Horsens Varmeværk har dermed banet vejen for den historiske fusion, som samler alle nuværende og kommende fjernvarmekunder i Horsens i det samme selskab.

“Forbrugerne får lavere varmepriser og vi ruster os selv bedst muligt til en fremtid med endnu flere fjernvarmekunder, når Horsens Kommunes energiplan skal realiseres i løbet af de kommende år”, siger formand for Horsens Varmeværk, Niels Karl Grønlund.

Pædagog tiltalt for sex med 16-årig dreng

Publiceret april 29, 2015

En 33-årig kvindelig pædagog skulle i dag for Retten i Esbjerg tiltalt for sex med en dengang 16-årig dreng på døgninstitutionen Tippen i Ansager. Men sagen er udsat.

“Jeg kan ikke komme ind på, hvorfor sagen er udsat”, siger specialanklager Christina Korsgaard Andersen til jv.dk.

Sagen kommer for senere, men der er endnu ikke fundet en ny dato for, hvornår sagen skal for retten.