Venstre-formand glad for Holst-udnævnelse

Publiceret juni. 30 2015

Formand for Venstre Esbjerg Omegnskreds, Thomas Bjerrum Rosenstand, er glad og stolt over forsvarsministerposten til Carl Holst.

Der er ellers ikke meget krudt og kugler over Esbjerg Omegnskreds.

“Han går fra kanyler til kanoner, men det bliver rigtig spændende for ham, og jeg er glad på hans vegne over de nye udfordringer. Samtidig er der bare mere indflydelse ved at være på et ministerhold end ikke at være det”, siger kredsformanden til jv.dk.

Erhvervsliv hilser ny motorvej velkommen

Publiceret juni. 30 2015

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og den nye Venstre-regering vil gerne lægge en masse ny asfalt på strækningen Give, Billund og Lunderskov.

Noget, der skal være første etape i etableringen af en Hærvejsmotorvej. Først skal det dog undersøges, om sådan en etablering er mulig.

I Business Kolding er administrerende direktør, Tommy Langhoff, umiddelbart glad for idéen om at styrke infrastrukturen i Kolding Kommune.

“For er mig er det dog mere presserende, at man udbygger E45 fra Vejle mod Aarhus. Men man må forholde sig til, at analyser peger på, at en Hærvejsmotorvej kan tage noget af belastningen derfra”, siger han til jv.dk.

21-årig mand stukket ned i Odense

Publiceret juni. 30 2015

En 21-årig mand blev i aftes stukket i ryggen med kniv under et klammeri med en 36-årig mand på Søndre Boulevard i Odense.

Den 21-årige fik også afværgelæsioner i en hånd, men begge dele var overfladiske, oplyser Fyns Politi til tv2fyn.dk.

Politiet leder stadig efter den 36-årige gerningsmand, men ved hvem han er, så det er kun et spørgsmål om tid.

Begge mænd er velkendt af politiet fra det odenseanske misbrugsmiljø.

Amerikansk linje på efterskole i Horsens

Publiceret juni. 30 2015

Næste år kan eleverne på BGI Akademiet i Horsens dyrke amerikansk fodbold og basketball på to nye idrætslinjer på efterskolen.

Efterskolen har indledt samarbejde i forbindelse med etableringen af de nye linjer, der betyder, at de omkring 500 elever har i alt 16 forskellige idrætslinjer at vælge imellem.

Idrætslinjen med basketball etableres i et samarbejde med Horsens IC.

Samme tilbud vil der blive inden for amerikansk fodbold. Her er der indgået samarbejdsaftaler med Horsens Stallions og Aarhus Tigers.

De første elever vil begynde på linjerne i august 2016.

Drabssigtet mand undveget fra psykiatrisk afdeling

Publiceret juni. 30 2015

Sydøstjyllands Politi efterlyser den drabssigtede 25-årige Barzan Bahjat Khalil, som undveg fra Psykiatrisk afdeling i Horsens i aftes mellem klokken 21 og 0:30.

Politiet har siden forgæves søgt efter ham. Derfor bedes nu om hjælp fra offentligheden. Manden er muligvis søgt til udlandet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Khalil er sigtet for drab på sin storesøster 29. december 2014 i en lejlighed på Sønderbrogade i Horsens.

Han beskrives som psykisk syg og muligvis farlig. Tag ikke kontakt til ham personligt men kontakt politiet.

Retsmøderne i sagen er i øvrigt foregået for lukkede døre.

Mand truede med at springe fra ejendom

Publiceret juni. 30 2015

Brandvæsenet måtte rykke ud og holde sig klar med assistance og en springpude i aftes.

En person i en ejendom i midtbyen truede ved 21:30-tiden med at hoppe ud højt oppe fra.

Flere mennesker fulgte det triste optrin, som dog ifølge vafo.dk endte godt.

Fodbold: Tidligere Randers-spiller testes af VB

Publiceret juni. 30 2015

Den tidligere Randers FC-spiller Jacob Dehn Andersen testes i øjeblikket af Vejle Boldklub.

Den 19-årige forsvarsspiller træner som udgangspunkt med til på fredag, skriver vafo.dk.

Jacob Dehn Andersen debuterede tilbage i april 2012 som blot 16-årig på Randers FC’s bedste hold, og han står noteret for i alt 15 kampe for Randers FC. I den forgangne sæson fik han spilletid i én af klubbens superligakampe.

Jacob Dehn Andersen har 40 kampe på diverse danske ungdomslandshold.

41-årig dømt for stoffer, våben og vold

Publiceret juni. 30 2015

En 41-årig mand fra Ullerslev på Østfyn er blevet idømt et halvt års ubetinget fængsel.

Manden indrømmede i retten, at han både havde været i besiddelse af narkotika og et ulovligt våben – men han nægtede sig skyldig i anklagen om et overfald på en mand; et overfald, der fandt sted i december sidste år på en tankstation i Nyborg.
Men vidner og videovervågning betød, at han også blev dømt for overfaldet, skriver fyens.dk.

Ny transportminister: Pengene passer ikke i togfonden

Publiceret juni. 30 2015

Der er også efter folketingsvalget et flertal for den såkaldte togfond, der skal skabe hurtigere togforbindelser mellem landets store byer.
Dermed kan det også knibe med penge til den stærkt omdiskuterede togbro over Vejle Fjord.
Men finansieringen af fonden hænger ikke sammen, siger den nye transportminister Hans Chr. Schmidt. Størstedelen af pengene i togfonden skal komme fra beskatning af Nordsøolien, men i de senere måneder er olieprisen faldet – og dermed også skatteindtægterne.

– Nu må jeg tage bestik af, hvad partierne bag togfonden siger, men jeg er bare nødt til at sige, at hvis man kigger på de penge, der er, så hænger det ikke sammen, siger Hans Chr. Schmidt.

Stor pose Mærsk-penge til succesfuld international skole

Publiceret juni. 30 2015

Den A.P. Møllerske Støttefond er klar med 15 mio. kr. til Esbjerg International School.
Det er gået rigtigt stærkt for den internationale skole, der i 2008 åbnede med bare syv elever. Næste år vil der gå op i mod 250 elever på skolen – derfor mangler man plads.

Der er en plan for en udvidelse af skolen – pris lige knap 20 mio. kr. Skolen har selv indsamlet halvanden mio. kr.

– Med den store donation tror vi på, at det nok skal lykkes at få de sidste penge til udvidelsen hentet hjem, siger skolens bestyrelsesformand, Henrik Backs, til jv.dk.