Fodbold: Esbjerg ringeste hjemmehold

Publiceret oktober 30, 2015

Esbjerg er svag favorit til at vinde dagens hjemmekamp i Superligaen mod FC Nordsjælland. I hvert tilfælde, hvis man spørger Danske Spil.

Men det er et faktum, at Esbjerg fB er Superligaens dårligste hjemmehold med kun én sejr på eget græs. End ikke tabellens bundprop Hobro har gjort det så dårligt foran hjemmepublikummet.

Esbjergs seneste sejr daterer sig halvanden måned tilbage med sejren over OB 14. september.

Rejsegilde på Psykiatrisk Afdeling Vejle

Publiceret oktober 30, 2015

Der var i dag rejsegilde på et 17.000 kvadratmeter stort byggeri, der om godt et års tid vil huse Psykiatrisk Afdeling Vejle.

Et sted, hvor omkring 200 medarbejdere og patienter vil færdes og have deres daglige gang.

Projektet, som konsortiet Team OPP og Region Syddanmark står bag, er det første offentlig-private psykiatri-sygehusbyggeri i Danmark og et af de største OPP-projekter herhjemme.

Uro om flygtninge i S i Hedensted

Publiceret oktober 30, 2015

Skrappe krav til aktivering blandt flygtninge fører nu til internt opgør og uro hos Socialdemokraterne i Hedensted.

Byrådsmedlem Johnny B. Sørensen kan ikke længere stå inde for den måde, flygtninge bliver behandlet på i kommunen.

Integrationspolitikken, som Socialdemokraterne har været med til at vedtage, indebærer bl.a., at nyankomne flygtninge skal i aktivering i 37 timer om ugen – og at eventuel sprogskole må klares om aftenen.

Johnny B. Sørensen bliver bakket op af den samlede bestyrelse i Socialdemokraternes vælgerforening.

Formand Inga Sørensen forklarer til Vejle Amts Folkeblad, byrådsmedlemmerne er helt ude af trit med, hvad baglandet mener

Stofa slanker direktionen

Publiceret oktober 30, 2015

Danmarks næststørste kabel-TV-selskab, Stofa, slanker sin direktion, hvilket betyder et farvel til strategidirektør Kim Falkenhard.

Han blev i juni udnævnt til at stå i spidsen for Stofas strategi efter siden 2012 havde taget sig af foreningssalget og forhandlingerne med programselskaberne. Men nu har Stofa valgt at nedlægge hans stilling og lade administrerende direktør Ole Fruekilde overtage ansvaret for den strategiske forretningsudvikling.

Stofa har 675 medarbejdere og betjener 480.000 TV-kunder.

Stofa ejes af energiselskabet Sydenergi/SE, som købte det af den svenske kapitalfond Ratos for 1,9 milliarder kroner i oktober 2012.

Holst betaler 2.500 kroner tilbage til regionen

Publiceret oktober 30, 2015

Carl Holst kommer til at betale omkring 2.500 kroner tilbage til Region Syddanmark, fordi han uberettiget fik regionen til at betale for hans transport til møder i Venstre.

Møderne fandt sted i februar, da Carl Holst endnu var formand for regionsrådet i Region Syddanmark. Her holdt Carl Holst oplæg hos Venstre i Vester Nebel og Vejrup-Gørding, ligesom han deltog i Venstres generalforsamling i Hviding.

Den forhenværende forsvarsminister og regionrådsformand erkender ifølge Vejle Amts Folkeblad, at han ikke var berettiget til at få støtte til transporten til partiarrangementer.

Hospitalet i Horsens udvider

Publiceret oktober 30, 2015

Hospitalsenheden Horsens tager i løbet af de næste uger fat på den første af to udvidelsesetaper, som skal resultere i en mere tidssvarende akutafdeling.

Der er netop skrevet kontrakt med tre entreprenørfirmaer om opgaven.

“Vi glæder os meget over, at vi nu kan komme i gang med at etablere en mere moderne og fremtidssikret akutafdeling. Bedre fysiske rammer vil betyde bedre mulighed for at tilbyde patienterne en endnu mere kompetent, hurtig og sammenhængende behandling”, siger hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen.

National spiller på Tinderbox

Publiceret oktober 30, 2015

Tinderbox i Odense offentliggør endnu et hovednavn i form af The National fra Brooklyn, New York.

Derudover føjes engelske The 1975 samt danske Lukas Graham, Dizzy Mizz Lizzy og Malk De Koijn til programmet.

Festivalchef Brian Nielsen udtaler:

“Vi har fået en fantastisk start med programmet til Tinderbox i år. Først offentliggørelsen af Rammsteinog nu The National, og der er flere spændende navne på vej lige om hjørnet!”

Tinderbox 2016 afvikles i Tusindårsskoven ved Odense 23.-25. juni.

Bilist kørte 150 km/t i 80 km-zone

Publiceret oktober 30, 2015

En bilist blev målt til 150 km/t ved en hastighedskontrol i aftes på Varde Landevej ved Agervigvej nær Næsbjerg. Her er hastighedsgrænsen 80 km/t.

Der var hastighedskontroller to steder i Varde-området i går i tidsrummet fra klokken 18 til klokken 19:40. Der var desuden kontrol på Ortenvej i Varde i bymæssig bebyggelse, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.

Der blev noteret ni bilister. Den største fartsynder er betinget fradømt sit kørekort. De otte øvrige får et klip i kørekortet, skriver jv.dk.

Skiltene i Trekantområdet skiftes

Publiceret oktober 30, 2015

I øjeblikket er kommuneskiltene på de største indfaldsveje ind i Trekantområdet ved at blive skiftet.

De nye skilte har – udover kommunens eget navn og logo – et logo for Trekantområdet. Derudover kommer der til at stå, at kommunen er en del af Trekantområdet.

“Ligesom vi på vores hjemmeside og på vores tryksager signalerer, at vi er en del af Trekantområdet, synes vi, det er naturligt også at gøre folk opmærksom på, at de kører ind i Trekantområdet. Det er et led i brandingen af vores område”, siger Jørn Pedersen, der er formand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Kolding.

Bluefestival for 10. gang

Publiceret oktober 30, 2015

Blueskartellets store bluesfest i Horsens begynder på næste fredag. I år finder festivalen sted for 10. gang – med det hidtil stærkeste program

“Vi har haft mange topnavne ved de første ni festivaler. Men jeg mener faktisk, at årets Bluesfestival har det bedste og stærkeste program nogensinde”, siger formanden for Blueskartellet i Horsens, Carsten Mellson.

Bluesfestivalen finder sted fredag og lørdag.