Røver fra Horsens fem år i fængsel

Publiceret april 29, 2016

En 21-årig mand fra Horsens blev i dag ved Retten i Kolding idømt fem års fængsel for at have begået et røveri og to røveriforsøg tilbage i 2014 og 2015.

Der var tale om et røveri i et privat hjem og to forsøg på røveri ved en guldsmed og i et privat hjem, oplyser anklager Jesper Rubow fra Sydøstjyllands Politi.

Manden blev blandt andet fældet på dna-beviser og telefon-oplysninger, der gjorde politiet i stand til at sætte ham i forbindelse med flere sager.

Han har siddet varetægtsfængslet siden 18. september og skal fortsat være fængslet efter sagen. Han udbad sig 14 dages betænkningstid.

Fire anholdt efter gaderøveri

Publiceret april 29, 2016

I formiddag modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at en mand i Middelfart var blevet udsat for et gaderøveri.

Manden blev på Park Alle i Middelfart stoppet af to mænd i 30’erne, der truede ham til at udlevere fotoudstyr.

Politiets efterforskning og signalementet viste, at gerningsmændene havde skjult sig på en adresse tæt på gerningsstedet. Bygningen blev omringet og personerne i huset blev bedt om at komme ud.

Da en af de mistænkte kom ud, havde han en kniv i hånden og gik truende frem mod politiet. Det fik politiet til at affyre varselsskud, hvorefter manden blev passiviseret og anholdt.

Yderligere tre personer i bygningen blev anholdt.

Panama på plakaten i Juelsminde

Publiceret april 29, 2016

Panama fik forleden en plads i byrådsalen i Juelsminde.

Det eksotiske land, som rige privatpersoner og store selskaber bruger til at skjule penge for skattemyndighederne, var nemlig til debat, foranlediget af SF’s Torsten Sonne Petersen.

Han stillede et forslag om, at Hedensted Kommune skal tilføje til sine etiske retningslinjer, at man ikke vil handle eller samarbejde med firmaer, der unddrager sig skattebetaling i Danmark eller andre EU-lande.

“Skattespekulation er en trussel mod velfærdssamfundet, og der er behov for, at vi som kommune tager afstand fra det”, sagde Torsten Sonne Petersen på byrådsmødet.

Læger skilles ad efter strid

Publiceret april 29, 2016

En strid mellem de to faste læger og firmaet Nordic Medicare, som dækker to ubesatte lægestillinger i Ølgod, munder nu ud i, at de fysisk adskilles.

Konkret betyder det, at den nuværende praksis ikke skal stille personale til rådighed for et vikarfirma efter den 1. juni, skriver jv.dk.

Det er Region Syddanmark, der har truffet beslutningen på grund af et dårligt klima i lægehuset, det tidligere rådhus. Rent fysisk kommer det private firma til at residere på en anden etage end de to faste læger som følge af striden.

Nordic Medicare har kontrakten på at dække to lægestillinger frem til den 1. juli.

Lovlig graffiti på træmur i Esbjerg

Publiceret april 29, 2016

I går fik alle mulighed for at lave lovlig graffiti på træmuren i Torvegade 48-50 i Esbjerg.

Det er Tømrer- og Snedkerfirmaet Jensen & Jensen, der efter et par ugers nedrivningsarbejde, nu skal til i gang med genopbygningen af det nye hus. I den tid har de valgt at stille trævæggen foran byggeriet til rådighed til lovlig graffiti. Dog må der “kun” males på træpladerne. Det er René Holm, formand for Esbjerg Kunstråd, der står bag aftalen.

“Desto flere lovlige steder vi kan finde, desto mindre ulovlig graffiti vil der komme”, siger han til jv.dk.

Fakta-røveri gav otte kartoner cigaretter

Publiceret april 29, 2016

Ukendte gerningsmænd røvede klokken 21:50 i aftes Fakta på L.A. Ringsvej i Odense.

“En mand iført noget der ligner et pudebetræk med huller klippet til øjnene truer med en kniv”, fortæller vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi til tv2fyn.dk.

Faktabutikken er imidlertid pengeløs, så manden fik ikke andet udbytte end otte kartoner cigaretter.

“Manden løb ud af butikken og kastede byttet ind i en ventende bil, som kørte væk fra stedet, mens manden løb bort i modsat retning”, siger vagtchefen.

Der bliver stjålet færre nummerplader

Publiceret april 29, 2016

Siden loven om at nummerplader skal skrues fast trådte i kraft den 15. november 2015, er antallet af tyverier af nummerplader i Sydøstjyllands Politikreds faldet med godt 24 procent.

Det viser tal fra Sydøstjyllands Politi, som siden loven trådte i kraft og frem til den 15. april modtog 241 anmeldelser om stjålne nummerplader.

I samme periode i 2014-2015 blev der i politikredsen stjålet 316 nummerplader.

Den nye lov har ikke helt fået stoppet tyverier af nummerplader og på landsplan er der i årets første kvartal da også stjålet omkring 2.700 nummerplader.

Det er godt 1000 færre end i samme periode året før.

35 studerende har 48 timer til havne-løsninger

Publiceret april 29, 2016

35 studerende i innovation og entrepreneurship har 48 timer til at komme med bud på løsninger af 12 udfordringer på havnen i Fredericia.

Nærmere bestemt den nye havnebydel FredericiaC, der på 80.000 kvadratmeter skyder op i disse år med boliger, erhverv og rekreative områder. De studerende, der bl.a. tæller handels- og serviceøkonomer, kommer sammen med deres lærere fra Erhvervsakademiet Lillebælt.

Idépatruljen installerede sig i FredericiaC’s hovedkvarter i Sønder Voldgade i går, hvor et nedtællingsur blev sat i gang. Det skal tages alvorligt, at idéerne må kunne udvikles på to døgn, fortæller chefkonsulent, Louise Bjerre, fra udviklingsselskabet FredericiaC, til Fredericia Dagblad.

Uetisk at belønne drab på muldvarpe

Publiceret april 29, 2016

Nyheden om at Haderslev Kommune vil belønne de borgerne, der indleverer halen af en død muldvarp, møder hård modstand fra Danmarks Naturfredningsforening.

“At motivere folk til at slå muldvarpe ihjel fra kommunens side er uetisk. Jeg kan forstå, at man vil udrydde malariamyg og rotter, men muldvarpe er jo ikke et skadedyr for andre end haveejere”, siger formand Søren Eller fra Naturfredningsforeningen i Tønder til TV Syd.

Mistænkelig mand med dårlige tænder

Publiceret april 29, 2016

I går formiddag modtog politiet en anmeldelse fra et vidne, som havde bemærket en mand, der havde taget i flere dørhåndtag i en lejlighedsopgang på Ryesgade i Horsens.

Det viste sig, at manden havde opbrudt et vindue i en af lejlighederne, men ifølge politiet er det endnu uvist, om han nåede at bryde ind og stjæle noget fra lejligheden.

Et par minutter senere blev han set ved Houmannsgade, men derefter har politiet ingen spor fra manden, der ifølge beskrivelsen har dårlige tænder.