Håndbold: Team Esbjerg-træner vil i DM-finale næste år efter exit

Publiceret marts. 31 2017

Det var en skuffet, men fattet Lars Frederiksen, der i aftes så sit regerende mesterhold, Team Esbjerg, misse slutspillet i denne sæson.

Esbjerg vandt 31-25 hjemme over TTH Holstebro i sidste runde af grundspillet, men eftersom Odense Håndbold samtidig slog Viborg, var det ikke nok.

“Det er vi selvfølgelig skuffede over. Men vi vender stærkt tilbage i næste sæson. Målsætningen er helt klart at komme i DM-finalen”, siger Lars Frederiksen.

Rotter lukker restaurant

Publiceret marts. 30 2017

Rotter er årsagen til, at The Grill i Bowl’n’Fun på Strandkærvej i Horsens siden søndag har været lukket.

Lækagen i kloakken, der var årsag til rottebesøget, skulle nu være lukket.

“Den melding, jeg har fået, er, at der ikke kan komme rotter ind mere. Men jeg åbner ikke op til weekenden. Jeg vil være 100 procent sikker på, at der ikke er spor af rotter”, siger direktør i Bowl’n’Fun, Lene Høj Larsen.

Vejle Kommune ruller den sorte løber ud

Publiceret marts. 30 2017

Vejle Kommune er i fuld gang med et historisk stort asfaltprojekt. Byrådet har sat 50 millioner kroner af til projektet.

I alt skal der lægges asfalt på 228 km veje rundt i hele kommunen. Strækningen svarer til over 10 procent af alle kommunens asfaltveje.

“En god investering, fordi den løbende vedligeholdelse af de mest slidte veje bliver dyrere som tiden går”, siger Ole Kruse, teamkoordinator i Vejle & Park i Vejle Kommune.

Drabsmand fra Vejen skal 13 år i fængsel

Publiceret marts. 30 2017

Vestre Landsret har i dag skærpet straffen til en 29-årig irakisk mand, der kvalte sin hustru i en lejlighed i Vejen i oktober 2014.

Manden idømmes fængsel i 13 år, et år mere end byretten nåede frem til.

Desuden udvises den 29-årige iraker af Danmark. Han kom hertil som flygtning i 2009.

Han var desuden anklaget for brandstiftelse på det psykiatriske sygehus i Middelfart, hvor han var anbragt.

Fem mænd sigtet for drabsforsøg efter knivstikkeri i Odense

Publiceret marts. 30 2017

Fem mænd er blevet sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et knivstikkeri i går ved Bazar Fyn i Odense.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Henrik Justesen.

Mændene bliver i øjeblikket fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense for lukkede døre.

En 41-årig mand blev stukket flere gange i ryggen, mens en 22-årig mand fik flere afværgelæsioner, da han forsøgte at gå mellem knivstikkeren og offeret.

Run DMC på Tinderbox

Publiceret marts. 30 2017

Der bliver både blød pop, rock og hiphop i Tusindårsskoven i Odense, når festivalen Tinderbox løber af stablen til sommer.

Sidste hånd på programmet er blevet lagt, og i dag er den endelige plakat blevet afsløret.

Her står hiphop-legenderne i Run DMC øverst blandt de nye navne.

Tinderbox finder sted fra 22. til 24. juni. Det er tredje gang, at den fynske festival indtager Tusindårsskoven.

Politiet stopper efterforskning i plejesag

Publiceret marts. 30 2017

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at standse efterforskningen i sagen om en odenseansk plejefamilies påståede vold mod en anbragt otte-årig dreng.

Meldingen kommer knap tre måneder efter, at plejefamilien blev meldt til politiet af Odense Kommune.

Politiet begrunder beslutningen med, at det ikke har været muligt at fremskaffe beviser, der vil kunne føre til domfældelse i sagen.

Røveri mod guldsmed i Kolding

Publiceret marts. 30 2017

Der blev ved godt 11-tiden i dag begået røveri mod en guldsmedeforretning i Jernbanegade i Kolding.

Røverne flygtede i en mørk Ford Mondeo af ældre model, der blev spottet på motorvejen mod syd og forfulgt.

Under flugten kørte røverne galt i Haderslev, hvor en er anholdt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

Ny brancheforening vil lokke flere som Apple og Facebook til Danmark

Publiceret marts. 30 2017

Computergiganten Apples kommende store datacenter i Tjele ved Viborg og Facebooks center ved Odense skal bane vejen for nye datacentre i Danmark. Det skal en ny brancheforening med navnet “Datacenter Industrien” sørge for, skriver DR Midt & Vest.

“Der er potentiale for mange flere datacentre i Danmark, hvor vi kan byde på en lang række fordele”, siger Thomas Volder, formand for Datacenter Industrien.

Arkitekt- og ingeniørfirma rykker ind på Fængslet

Publiceret marts. 30 2017

Arkitekt- og ingeniørfirmaet Constructa er på vej til at flytte sin Horsens-afdeling med 10 ansatte ind på Fængslet på Fussingsvej.

I forvejen har 22 iværksættere deres base på stedet, men større lejere står højt på ønskesedlen.

“De er med til at skabe liv her året rundt, og vi er meget opsatte på at få et godt makkerskab med Constructa”, siger Fængsels direktør Astrid Søes Poulsen.