Mange-årigt byrådsmedlem får stadfæstet dom for mandatsvig

Publiceret august. 31 2017

Venstre-politikeren Kurt Jakobsen er i Vestre Landsret idømt tre måneders betinget fængsel for mandatsvig. En stadfæstelse af en byretsdom.

Kurt Jakobsen har i mange år været medlem af byrådet i Esbjerg. Mandatsviget er begået mod hans tidligere arbejdsplads Naturstyrelsen Vadehavet.

Som ansat hos Naturstyrelsen fik han udtaget 14 bakteriologiske prøver fra en boring, som han selv er medejer af, for at få dem analyseret på Naturstyrelsens regning.

Fredericiansk fartbølle for retten

Publiceret august. 31 2017

En 30-årig fredericianer kørte 2. juni fra motorvejen ved Vejle C ad Fredericiavej i Vejle.

Derefter blev han på få minutter noteret 12 gange for at bryde færdselsloven.

Han kørte bl.a. 217 km/t på en strækning, hvor fartgrænsen er 80 km/t.

I dag skal han ved Retten i Kolding forklare sin kørsel. Udover færdsels-sagerne står han tiltalt for dokumentfalsk, fordi hans motorcykel var udstyret med en falsk nummerplade.

Første spadestik til Veteranhjem Odense

Publiceret august. 31 2017

Første spadestik blev i går taget til Veteranhjem Odense.

Når Veteranhjem Odense står færdigt i 2018 skal det både være et samlingssted for tidligere udsendte og deres pårørende. Det skal også være et midlertidigt hjem og en håndsrækning til de veteraner, der i en periode har brug for ro og privatliv til at håndtere hverdagen.

Veteranhjem Odense vil være landets første nybyggede veteranhjem .

Nødspor bliver kørespor på fynsk motorvej i myldretiden

Publiceret august. 31 2017

Regeringen afsætter 410 millioner kroner i sit finanslovsforslag til en række vejprojekter fra 2018 til 2021.

Blandt andet vil regeringen ombygge nødspor på en strækning mellem Nr. Aaby og Odense V på den vestfynske motorvej, så de kan benyttes til kørespor i myldretiden.

Derudover vil regeringen undersøge, om motorvejen E45 skal udvides fra fire til seks spor på to strækninger omkring Skanderborg S og Vejle og vest om Aarhus.

Mand angrebet med kniv ved sit hjem

Publiceret august. 31 2017

En mand fra Horsens er blevet angrebet af flere personer og snittet adskillige gange med kniv.

Politikommissær Jens Møller fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at angrebet skete i eller omkring ofrets hjem i Emil Møllers Gade omkring klokken 14:45 i går.

Manden har fået overfladiske knivstik eller snitsår. Det lykkedes betjentene at anholde tre personer, som nu er sigtet.

Der er tilsyneladende tale om et opgør i det kriminelle miljø i Horsens.

Danske Rederier: Vejle Havn bryder loven og stjæler opgaver

Publiceret august. 31 2017

Vejle Havn er igen havnet i konflikt med Danske Rederier.

Branche- og arbejdsgiverorganisationen beskylder havnen for at bryde loven og stjæle opgaver fra private aktører, skriver vafo.dk.

Rederiforeningen reagerer på, at havnens slæbebåd Jeppe Jensen II sejlede til Holland for at hente en nyindkøbt mudderpram til 9,5 millioner kroner.

Hos Vejle Havn afviser direktør Knud Vang Nielsen kritikken fra Danske Rederier.

Pose med batterier og ledninger afspærrede gade i timevis

Publiceret august. 30 2017

En bombelignende genstand fik i dag politiet til at spærre Havnegade i Esbjerg af.

Det var en pose med batterier og ledninger, som dog viste sig ikke at være farlig.

Alligevel sætter politiet en efterforskning i gang.

“Vi laver forhør i området og hører folk, om de har set noget unormalt. Vi skal se, om vi kan finde en ejermand til kassen”, siger indsatsleder Esben Lorenzen til DR.

Far dømt for vold mod syv-årig søn

Publiceret august. 30 2017

En 41-årig mand fra Christiansfeld er dømt for vold mod sin syv-årige søn.

Manden var tiltalt for flere gange at have slået sønnen på kroppen i en ukendt periode frem til september 2016.

Faderen blev idømt 30 dages betinget fængsel med alkoholbehandling og tilsyn samt prøvetid i et år.

Sabbatåret vinder igen frem hos unge østjyder

Publiceret august. 30 2017

Selvom politikerne gerne vil have de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet, vælger flere østjyder end nogensinde at udskyde studiestart.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 82 procent af de unge i Region Midtjylland ikke påbegyndte en ny uddannelse tre måneder efter endt eksamen.

Det tal var i 2014 kun 74 procent – det laveste i de seneste 10 år. Men i 2016 var tallet tilbage til tidligere tiders niveau.

Bombelignende fund var ufarligt

Publiceret august. 30 2017

Ved 10-tiden i formiddag fandt en borger en bombelignende genstand i et buskads på Havnegade i Esbjerg.

Der var tale om en papkasse på cirka 30 gange 30 centimeter, som indeholdt batterier og ledninger.

Borgeren kontaktede politiet, som spærrede vejen af, hvorefter de tilkaldte assistance fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste.

Ved 14-tiden kunne Syd- og Sønderjyllands Politi oplyse, indholdet i papkassen var ufarligt. Vejspærringen er derfor blevet ophævet.