Fragtskib er stødt på grund i Odense Fjord

Publiceret december 22, 2017

Et fragtskib er i formiddag gået på grund i Odense Fjord, da det var på vej mod Lindø, oplyser Forsvarets Operationscenter.

Umiddelbart er der ikke fare for udslip af skibets brændstof, lyder meldingen.

Det 75 meter lange skib kom fra en svensk havn og stak 3,7 meter, men det kom i problemer, da det tilsyneladende kom uden for sejlrenden.

Fodbold: Træner forlænger med Odder

Publiceret december 22, 2017

Bent Christensen har forlænget sin kontrakt som cheftræner for Odders 2. divisionshold til 31. december 2018.

Han overvejede at flytte tilbage til Lyngby, men har valgt at blive i Jylland.

Odder har 13 point med over til nedrykningsspillet og forbereder sig med en tur til Tyrkiet.

Seks sommerhuse tømt for indbo

Publiceret december 22, 2017

Ikke færre end seks fritidshuse på Træskoen i Hemmet ved Bork har haft besøg af indbrudstyve, der er gået grundigt til værks.

Tyvene har nærmest tømt husene for indbo. Blandt andet sofaer, fjernsyn, komfurer og køleskaber er væk. Tyvene har desuden været i udhuse, hvor der nu mangler diverse dyrt værktøj.

Indbruddene er sket fra 18.-21. december. Politiet har sikret et koben og arbejder på at sikre spor fra det.

Tyve hærger genbrugspladser

Publiceret december 22, 2017

Genbrugspladserne i Hedensted Kommune er et yndet mål for tyveknægte.

“De klipper hegnet op og bryder ind, og så stjæler de, hvad der er af metaller, elektronik og batterier af forskellig slags. Der er indbrud på en af genbrugspladserne mindst en gang om ugen”, siger Morten Christensen fra Hedensted Kommunes bygge- og erhvervsservice.

Genbrugspladsen i Juelsminde har været særligt hårdt ramt, så her har kommunen for nylig sat et indbrudssikret hegn op.

Skraldemænd i Esbjerg får efterbetalt 812.000 kroner

Publiceret december 22, 2017

Omkring 50 renovationsarbejdere plus et mindre antal løsarbejdere hos vognmandsfirmaet Marius Pedersens A/S Esbjerg-afdeling har efter en lønkontrol hos 3F Esbjerg Transport fået efterbetalt 812.000 kroner til deling. Det skriver Fagbladet 3F.

Den medarbejder, der har fået mest efterbetalt, har fået 22.000 kroner. Samtidig er månedslønnen hævet med gennemsnitlig 767 kroner per mand på de fleste skralderuter.

3F vurderer, at firmaet har været i god tro og har misforstået overenskomstens ordlyd.

Efterlyst for knivoverfald melder sig selv til politiet

Publiceret december 22, 2017

22-årige Hassan Nasser, som Sydøstjyllands Politi i går efterlyste for et drabsforsøg på Skærup Rasteplads Vest 9. december, har meldt sig selv til politiet.

Ved drabsforsøget blev en 23-årig litauisk mand overfaldet af fire-fem gerningsmænd.

To mænd er allerede varetægtsfængslet for overfaldet. Det drejer sig om en 19-årig og en 20-årig mand.

Britney Spears optræder på Smukfest

Publiceret december 22, 2017

Den amerikanske popstjerne Britney Spears skal optræde på næste års Smukfest i Skanderborg.

Den 36-årige amerikaner brød gennem lydmuren i slutningen af 1990’erne med albummet “Baby one more time”, og i gennem nullerne slog hun sit navn fast med hits som blandt andet “Oops! I dit it again” og “Toxic”.

Koncerten bliver Spears’ første på en dansk festival.

Forbindelsesvejen til motorvejstilslutningen ved Hatting er nu færdig

Publiceret december 21, 2017

Kun syv måneder efter, arbejdet gik i gang, er den to kilometer lange forbindelsesvej til den nye motorvejstilslutning ved Hatting færdig.

“Planlægningen er simpelthen faldet i hak. Derfor er vi færdig ca. 10 måneder før tid”, siger projektleder Steffen Pedersen fra HM Entreprenør A/S.

Motorvejstilslutningen kan dog ikke tages i brug, før rampen ned til motorvejen er færdig. Forventet indvielse er efteråret 2018.

Fodbold: AC Horsens ansætter fankoordinator

Publiceret december 21, 2017

AC Horsens ansætter fra 1. januar en fankoordinator på fuld tid.

Jonas Andersen ansættes i den nye stilling. Han var med til at stifte Fanklubben Den Gule Fare i 1997 og har spillet en stor rolle i fankulturen siden.

“Vi følte, at tiden var inde til, at der skulle gøres en større indsats for at løfte fankulturen omkring AC Horsens og arbejdes med at skaffe flere tilskuere”, siger AC-direktør Kristian Nielsen.

BBC lovpriser Lego House i Billund

Publiceret december 21, 2017

Det nye Lego House i Billund er kommet med på BBCs liste over verdens mest fantastiske nye bygninger i 2017.

Selvom listen ikke er prioriteret, så er det kantede legohus øverst på listen, når man besøger BBCs hjemmeside.

Lego House er i artiklen kommet i selskab med blandt andet Elbphilharmonie i Hamborg, et modemuseum i Marrakech, en lufthavn i Napoli og et bibliotek i Tianjin i Kina.