Als eftermiddag nyheder 8 juni

Publiceret 8. jun 2018

Yderligere 40 flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i arbejde over et år udløser 1 million i bonus fra staten til Sønderborg Kommune.

Den økonomiske gevinst er et led i regeringens topartsaftale om integration med KL.

Kravet er, at flygtningen skal være i ustøttet arbejde i mindst 190 timer i kvartalet.

Det glæder Jan Prokopek Jensen, der er formand for arbejdsmarkedsudvalget:

– Det er helt afgørende for en vellykket integration, at flygtningene kommer ud på arbejdsmarkedet. Integrationen kommer først i gang, når vi mødes og snakker sammen, siger Jan Prokopek Jensen.

En beboer på Sundgade i Sønderborg fik forleden besøg af en ukendt mand, som ønskede at købe lejligheden. Beboeren genkendte mandens metode fra en politinote i Aabenraa-sektionen af JydskeVestkysten, der beskrev, at manden var bedrager.

Manden, der er 50 år gammel, er kendt af politiet. Han dukker op forskellige steder med intentionen om at købe lejligheder, køretøjer og andre værdigenstande, som han efterfølgende stikker af med.

Manden plejer også at fortælle, at han selv ejer mange køretøjer, har mange penge og planer om at købe dyre huse.
Politiet opfordrer derfor bilforhandlere og privatpersoner i området til at være ekstra opmærksomme.

Kategori: Nyhedsfeed