Byret frifinder mand der delte billede af dødsulykke

Publiceret februar. 21 2019

En 37-årig mand er blevet frifundet i en sag, hvor han var tiltalt for at dele billeder fra en dødsulykke på Sønderjyske Motorvej 12. marts sidste år.

Ved ulykken blev en bil klemt mellem to lastbiler. To mænd fra Tinglev-området på henholdsvis 70 og 81 år, der sad i bilen, blev dræbt.

Manden tog ifølge anklageskriftet billeder af ulykken og delte dem på Facebook. Men det slaphan altså ustraffet fra.

By mørklagt i to uger

Publiceret februar. 21 2019

Februar har været en meget mørk måned i Serridslev.

I mere end to uger har byen været mørklagt. Gadelysene har været slukket, uden at byens borgere har vidst, hvad der var galt.

El-leverandøren Elcon oplyser, at mørklægningen skyldes Horsens Kommunes manglende betaling for strøm. Ved en fejl er el-regningen blevet sendt til lokal borger, skriver Horsens Folkeblad.

Meldingen er, at der skulle være lys i gaden igen i aften.

Mand fra Fredericia blev fundet død ved et elskab

Publiceret februar. 20 2019

En 45-årig mand fra Fredericia døde i går formiddag nær et elskab i Karlslunde ved Greve.

Det var en kvinde, som opdagede manden ligge ved et arbejdskøretøj, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Nu undersøges det, om der er sket en arbejdsulykke, eller om døden skyldes en sygdom. Muligvis fik han et kraftigt stød.

Såvel Arbejdstilsynet som elselskabet og en antennedistributør kigger på en mulig årsag.

BR åbner i Bryggen i Vejle

Publiceret februar. 20 2019

BR er klar med navne på de første 15 steder, hvor der i de kommende måneder vil åbne en ny legetøjsbutik.

Det sker i blandt andet Bryggen i Vejle – og også i blandt andet Bruuns Galleri i Aarhus og i Rosengårdcentret i Odense.

I alt regner BR med at åbne cirka 25 butikker i hele landet i løbet af foråret, oplyser Salling Group.

Pytlick får to ligatrænere som Odense-assistenter

Publiceret februar. 19 2019

Odense Håndbold udvider trænerteamet, så det fra næste sæson består af en cheftræner og to assistenttrænere.

Cheftræner Jan Pytlick får assistance fra Kristian Danielsen, nuværende cheftræner for Skanderborgs håndboldkvinder samt Karen Brødsgaard, der lige nu er cheftræner i Aalborg EH.

Pytlick er glad for forstærkningen på trænersiden.

“Jeg synes, at det er en rigtig spændende trio, vi har fået sammensat”, siger han.

Bedre ambulancedækning og ekstra penge til psykiatri

Publiceret februar. 19 2019

Alle partier i det syddanske regionsråd har besluttet at bruge 20 millioner kroner ekstra til psykiatrien.

Det indebærer blandt andet en særlig indsats overfor hjemløse med samtidig misbrug og psykisk sygdom, en styrkelse af rekrutteringen til psykiatrien samt gennemførsel af en analyse, der skal give svar på, hvorfor flere og flere unge mistrives.

Derudover har et enigt regionsråd også vedtaget at styrke ambulancedækningen – blandt andet med flere akutbiler.

Jem & Fix rejser sig efter brand

Publiceret februar. 18 2019

Jem & Fix-butikken i Otterup, der i november sidste år blev ramt af en voldsom brand, skal genopbygges.

Branden opstod i et trælastlager på et indhegnet område ved butikken, hvor blandt andet træ, kul og briketter blev opbevaret.

Direktør Claus Petersen kan endnu ikke sige, hvornår arbejdet starter med at genopbygge butikken, men han melder ud, at butikken genåbner på et tidspunkt til sommer.

Patienter rykker ind i nyt sygehusbyggeri

Publiceret februar. 18 2019

Det nye sygehusbyggeri i Horsens “Nye Nord” er i dag klar til at tage imod sin første patient.

Det bliver kirurgisk sengeafsnit, der er den første afdeling på det nye sygehus, der tager imod patienter.

Herefter flytter yderligere fem afsnit ind i det 10.000 kvadratmeter store sygehusbyggeri et ad gangen, og i løbet af foråret vil Nye Nord være i fuld drift med nye operationsstuer, intensivafdeling, opvågning, klinikker og sengestuer.

Vigtig vej er spærret endnu en uge

Publiceret februar. 18 2019

Bilisterne må affinde sig med endnu en uge med omvej, hvis de er vant til at benytte Vardevej i Vejles vestby.

Kloakarbejdet, der har spærret vejen siden starten af vinterferien, er endnu ikke overstået. Arbejdsperioden er forlænget med en uge.

Det omfattende arbejde under Vardevej er en del af et større projekt, der skal sikre området i vestbyen mod oversvømmelser.

Boat Show med 250 udstillere

Publiceret februar. 7 2019

Bådfolket er for alvor begyndt at tælle ned til sejlersæsonens store forårsbebuder, nemlig den 28. udgave af det traditionsrige Fredericia Boat Show i Messe C.

“Med 250 udstillere, flere end 200 både og et udstillingsareal på 28.000 kvadratmeter bliver årets bådudstilling den største i de seneste 10 år. Om vi passerer besøgstallet fra sidst på godt 31.500 må tiden vise, men forsalget af online billetter lover rigtig godt”, siger messechef Lars Søndergaard.