Verden på skemaet på Nørre Aaby Skole

Publiceret juni. 27 2018

Verden kommer på skoleskemaet på Nørre Aaby Skole.

24 elever starter efter sommerferien i en international 7. klasse. Klassen kører de næste tre år som et forsøg, hvor Nørre Aaby Skole vil finde frem til, hvordan man bedst får verden ind i klasselokalerne.

“Vi har allerede kontakt til skoler i Tyskland og Holland, som klassen skal arbejde tæt sammen med”, siger skoleleder Martin Falk til fyens.dk.

Nyt butikstorv på vej i Billund

Publiceret juni. 27 2018

I de kommende to år vil der være en masse byggeaktivitet på Butikstorvet i Billund.

Der er sat 4.500 kvadratmeter af til butikker og kontorer og 20 lejligheder mellem 95 og 160 kvadratmeter. Dertil kommer muligheder for at parkere under jorden.

Byggeriet vil blive sat i gang i august, og det vil efter planen være færdig i løbet af efteråret 2020.

26-årig får seks år for ruskevold mod sin spæde datter

Publiceret juni. 27 2018

En 26-årig mand fra Vejle-området har i dag fået skærpet straffen for ruskevold mod sin seks uger gamle datter.

Ved byretten i Kolding blev manden idømt tre et halvt års fængsel, men Vestre Landsret har skærpet straffen til seks års fængsel. Barnet døde efterfølgende som følge af volden.

Den 26-årige har erkendt at have rusket pigen. Der var også tegn på anden vold mod hende.

Lagkagehuset kører seks Langenæs-butikker videre

Publiceret juni. 27 2018

Den landsdækkende bagerkæde Lagkagehuset meldte i går ud, at kæden har overtaget Langenæs Bageriet og Aarhus-selskabets seks bagerier. Heraf en i Vejle og en i Horsens.

“Ingen af de eksisterende Lagkagehus- eller Langenæsbutikker lukker”, forsikrer John Amund Tønnes, direktør i Lagkagehuset, overfor vafo.dk.

Sammenlægningen sker 1. september. Derefter skifter butikkerne navn til Lagkagehuset.

Fodbold: Johnny Mølby ny assistenttræner i EfB

Publiceret juni. 25 2018

Johnny Mølby bliver ny assistenttræner hos superligaoprykkerne Esbjerg fB.

Mølby har en fortid som cheftræner i AC Horsens og Viborg FF. Nu har han underskrevet en aftale, der gælder for den kommende sæson. Dermed har cheftræner John Lammers holdet af trænere på plads.

“Jeg står med det overordnede ansvar og skal tage de afgørende beslutninger, men Johnny bliver sammen med A+-træner Lars Vind en vigtig del af beslutningerne”, siger John Lammers.

Håndbold: KIF Kolding har fået ny assistent

Publiceret juni. 25 2018

Den tidligere landsholdsspiller Lars Rasmussen bliver assistenttræner i KIF Kolding.

Lars Rasmussen har senest været cheftræner i den ungarske topklub Siofok. Han regner dog ikke med, det bliver et problem at omstille sig til pludselig at skulle være assistent.

“Det var noget andet, hvis jeg blev sat til at rense sæder. Så var det et problem”, siger han. Cheftræner i KIF Kolding, der opruster kraftigt til den nye sæson, er Lars Frederiksen.

Ingen bål i Skanderborg og Odder

Publiceret juni. 22 2018

Der er indført forbud mod afbrænding i 52 kommuner i Danmark. Blandt dem er Skanderborg og Odder. Det er status i dag, dagen før sankthansaften.

På grund af forbuddet er det ikke muligt at tænde bål under åben himmel. Det er også forbudt at brænde eksempelvis haveaffald af i det fri, ligesom brug af ukrudtsbrændere ikke er tilladt.

Borgmester jagter statslige arbejdspladser

Publiceret juni. 22 2018

Med lukningen af Møgelkær Statsfængsel forsvinder cirka 120 statslige arbejdspladser i Hedensted Kommune. Det har fået borgmester Kasper Glyngø til at reagere.

I et brev til justitsminister Søren Pape Poulsen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde minder han om, at afgivelsen strider mod Regeringens ønske om at sikre arbejdspladser i landdistrikterne.

Borgmesteren argumenterer desuden for, at Hedensted Kommune skal tænkes ind i næstkommende udflytning af statslige arbejdspladser.

Seebach

Publiceret juni. 21 2018

Fredericia Teaters musical Seebach har netop rundet 175.000 solgte billetter.

Den er dermed allerede inden premieren i København tæt på at overgå teatrets bedst sælgende forestilling nogensinde.

Det var Shu-bi-dua – The Musical, som 180.000 publikummer fik set. Begge forestillinger er skrevet og produceret af Fredericia Teater.

Fodbold: VB har ny hovedsponsor på plads

Publiceret juni. 21 2018

Vejle Boldklub får AL Finans som ny hovedsponsor.

AL Finans er ét af Arbejdernes Landsbanks datterselskaber og beskæftiger sig primært med bil-finansiering og -leasing.

Aftalen træder i kraft med omgående virkning og er af tre års varighed. Dermed er virksomhedens logo på maven af VB-trøjen til superliga-premieren, når VB 13. juli møder Hobro på Vejle Stadion.