Christopher og Teddy Swims på VLR

Christopher er aktuel med singlen “Lose A You”. Han var i fuld gang med at leve drømmen ud på sin første verdensturné, langt væk fra Danmark og alle dem derhjemme, da han skrev sin nye single. Midt i succesen ræsonnerede ordene som en erkendelse af, at drømme har sin pris – for hvem er man, hvis man pludselig står uden dem, der virkelig betyder noget? “Lose A You” udkom på Christophers fødselsdag, den 31. januar, forud for hans syvende album, som kommer til foråret.
”Jeg tror, at alle der har forfulgt og jagtet en drøm, også har oplevet den her overvældende følelse af dyb taknemmelighed for alt det man allerede havde, før man tog ud på eventyr. Selv stod jeg midt i USA og tog hele den her fantastiske oplevelse af at være på tour ude i verden helt ind, mens jeg begyndte at frygte at miste den jeg elsker, og alle dem jeg havde derhjemme. Det var erkendelsen af, at de nok klarer den uden mig, men hvem er jeg uden dem”, fortæller Christopher om sin nye single, der lige nu bliver spillet på VLR.
Teddy Swims “Bad Dreams” kan umiddelbart godt lyde som en rigtig gammel sang. Men bag den nostalgiske lyd, gemmer sig en fantastisk sang, fra en af USA’s største sangskrivere og sangere i øjeblikket. “Bad Dreams” udkom i september sidste år, som den første single fra albummet “I’ve Tried Everything but Therapy (Part 2)”. Hør den på VLR i øjeblikket og nyd musikvideoen her.