
Allan Staal
Hvordan blev du nyhedsvært?
Min interesse for at lave radio startede faktisk mere med musik end med nyheder. Jeg startede allerede som 10-årig med at finde plader (ja, det hed det dengang) til studieværterne på det, som dengang hed Radio Holsted. Det var der vist egentlig ikke meget studievært over, men jeg følte nok, at jeg var en del af det – det var jo mig, der fandt musikken! Efterhånden lærte jeg så også at styre knapperne, og jeg blev vært på mit eget program. Det var stort! Nok mere for mig end for lytterne, men alligevel… Senere begyndte jeg at interessere mig mere for nyheder og journalistik og det sendte mig i retning af radionyheder, som jeg har lavet siden år 2000.
Hvad laver du i din fritid?
I min fritid er jeg dommer; ikke i retssalen men på fodboldbanen. Ofte spørger folk mig, hvordan i alverden jeg kan synes, at det er rart at ”udsætte mig selv for”! Men for mig er det et fantastisk fritidsjob. Bølgerne kan godt gå lidt højt, men som regel er vi alle gode venner bagefter! Jeg kan nu også godt finde ud af bare at se en kamp på tv eller på stadion. Og når det hele ikke skal handle om fodbold, så smutter jeg gerne til en god koncert eller festival og bruger tid sammen med gode venner.
Mine tre favoritsange fra VLR:
- Simply Red: Stars
- Sort Sol: Let Your Fingers Do The Walking
- Cars: Drive